Udskriv siden

God indsats af Skive AM ved landsholdsudtagelsesstævnet - 4 andenpladser til SAM aktive

Af: Annette Nørgård Jensen

Skive AM var godt repræsenteret ved weekendens landsholdsudtagelses-stævne på Østerbro Stadion. Næsten optimale vejrforhold skabte gode rammer for flotte resultater. Stævnets formål var kort og godt at finde ud af hvem der skal på seniorlandsholdet til EM i Malta om 14 dage. Vinderen blev udtaget i alle discipliner.

Skive AM måtte dog erkende ved stævnets afslutning at det ikke blev til seniorlandsholdspladser i denne omgang, men med 4 andenpladser satte de lokale atleter et flot præg på stævnet.

Største forhåbninger var der til Katrine Væsel på 1500 meter. Katrine fulgte godt med på de første 1200 meter, men da den senere vindere Louise Brasen rykkede på de sidste 300 meter, måtte Væsel give slip. Katrine fik løbets andenpladsnoteret 4.36.77 min – hendes 3. bedste tid nogensinde, så absolut en godkendt indsats. Tiden indbringer hende en plads i bruttotruppen, hvorfra der senere på året vil blive udtaget et crosslandshold til EM i Portugal.

Andreas Jeppesen blev næstbedste danske i højdspring med 1.97 m. Andreas stod over højden 2,00 og forsøge sig på ny PR højde 2.03. Havde et godt forsøg, men overliggeren faldt ned. Ganske urørlig var unge Janick Klausen, der vandt med et spring på 2.21 m. Et spring der sikrede ham deltagelse ved sommerens EM i Barcelona.

Heidi Toft Hansen blev næstebedste danske i hammerkast med 46.83 m – Heidi var meget stabilt kastende med alle forsøg over 45 meter.

Endelig sikrede Nanna Bagger den sidste 2. plads på 5000 meter med tiden 18.18.07 min.

Personlige rekorder var der til Martin Kristensen på 400 meter med tiden 50.83 sekunder og Thijs Nijhuis på 800 meter med tiden. 1.58.6 min. Thijs deltog desuden på 1500 meter, hvor tiden blev 4.05.38. Nicolaj Nørgård deltog også på 400 meter, men blev diskvalificeret for at have trådt på en streg. Uofficielt var tiden 51.80 hvilket også ville have været personlig rekord.

Stangspring havde deltagelse af Line Renée Jensen hos kvinderne. Line blev nummer 3 med 3.55 m, mens Lasse Aackmann hos mændene fik noteret 4.05 m.

07.06.2010