Skive AMs juniorcrossløbere dominerede i Blovstrød
Af: Annette Nørgård Jensen
Søndag bød på råkoldt vejr og en krævende crossrute i Blovstrød, åbenbart en god cocktail for de lokale ungdomsløbere.
Hos de kvindelige juniorer beviste Nanna Bagger at sommerens flotte resultater ikke er tilfældige. På crossruten i Blovstrød tog hun teten fra start og kun klubkammeraten Katrine Væsel fulgte med – men måtte senere slippe. Nanna forcerede kraftigt i det kuperede terræn og nødt godt af sin spinkle krop. Hun kom i mål som en sikker vinder. Katrine Væsel kæmpede om 2. andenpladsen med Bagsværds Anna B. Mikkelsen, men en uimodståelig slutspurt sikrede Væsel 2. pladsen. Også på 5. pladsen kom en skibonit i form af Julie Nørgård Jensen, som dermed også viste at hendes kvalifikation til Talentudviklingen ikke er tilfældig. Kun få sekunder skilte hende fra 4. pladsen. Laura Nijhuis debutterede i atletikkens verden og løb et flot disponeret løb som rakte til en 11. plads. Også Anne Sofie Svane og Rikke Hansen løb godt og placerede sig fint i det store felt. I alt 39 løbere gennemførte. Med 3 placeringer i TOP 5 – hev Skive Pigerne en sikker holdsejr hjem.
Junior Piger:
1 15:38 Nanna Bagger F 1993 Skive AM
2 15:44 Katrine Toft Væsel F 1991 Skive AM
3 15:46 Anna B. Mikkelsen F 1994 Bagsværd Atletik Club
4 16:42 Ida Andersen F 1993 Korsør AM
5 16:45 Julie Nørgård Jensen F 1994 Skive AM
11 17:31 Laura Nijhuis F 1994 Skive AM
18 18:01 Anne Sofie Svane F 1994 Skive AM
28 19:37 Rikke Hansen F 1994 Skive AM
I alt 39 gennemførende
Hold:
1 48:07 Skive AM
2 50:29 Bagsværd AC
3 52:55 Sparta AM
Hos juniorerne skilte 2 løbere sig hurtigt ud fra feltet. Thijs Nijhuis viste at der var brug for et tempoløb, hvis han skulle slå ærkerivalerne fra Sparta, som er kendt som hurtige afsluttere. Kun somaliske Abdi Hakin fulgte med og sagde tak for venligheden efter 3,2 km og satte Thijs på de sidste 800 meter. Men et flot løb af unge Nijhuis. Lidt overraskende blev næstbedst Skive løbere Nicolaj Nørgård Jensen på løbets 7. plads, men Claus Bukhave sluttede som nr 9. Først ved hjemkomsten til Skive kunne det konstateres at Skive drengenes indsats rakte til sejren i holdkonkurrencen – foran Sparta. Kun sølle 5 sekunder skilte de 2 mandskaber.
Junior Drenge:
1 13:11 Abdi Hakin M 1991 Korsør AM
2 13:18 Thijs Nijhuis M 1992 Skive AM
3 13:34 Nick Jensen M 1991 Sparta AM
7 14:04 Nicolaj Nørgård Jensen M 1991 Skive AM
9 14:09 Claus Bukhave M 1991 Skive AM
Hold:
1 41:31 Skive AM
2 41:36 Sparta AM
3 43:04 Korsør AM
Hos de kvindelige seniorer kunne ingen true suveræne Maria Sig Møller fra AGF, som sejrede i tiden 18.43 minutter for de 5 km. Lokale Vibeke Houlborg fik sin debut i crossløb. Hun lagde frisk fra start, men måtte sande at bakkerne krævede sit og faldt tilbage i feltet på anden omgang, men formåede at hive en 10. plads – absolut en flot placering i sit debutløb. Tiden for de 5 km var 20.41 min. Amanda Nygaard sluttede som nr. 27 i tiden 22.40 min.
Hos seniormændene deltog Martin Sørensen, men måtte erkende at der endnu er et stykke vej tilbage til storformen efter sin lange skadespause.
Martin sluttede som nummer 45 i tiden 29.22 minutter for de 8 km – godt to minutter efter vinderen Henrik Them, Sparta.
01.11.2009